Karneval i Aalborg blev i 1988 optaget som medlem af den internationale karnevalsorganisation Federation of European Carnival Cities (FECC).
FECC er grundlagt i 1980 og har i dag mere end 160 medlemmer fordelt på 52 nationer verden over. Foreningen har som formål at bidrage til opbygning og videreudvikling af de respektive karnevaler ved at muliggøre et samarbejde på tværs af landegrænser, kulturer og traditioner. FECC arrangerer således møder, seminarer og kongresser, hvor de deltagende karnevalsbyer har mulighed for at
udveksle idéer og erfaringer.
FECC står hvert år bag en stor international karnevalskongres, hvor værtskabet går på skift blandt medlemslandene. I 1992 var Aalborg vært for kongressen, og repræsentanter for karnevaler fra nær og fjern valfartede til byen for at udveksle erfaringer. Begivenheden gav blandt andet anledning til vores første internationale gadeparade – et tiltag som siden har udviklet sig til den i dag velkendte konkurrence om at blive årets karnevalsgruppe;
Battle of Carnival
Bands.
Siden det første Karneval i Aalborg i 1983 har vi haft ambitioner om at udvikle arrangementet og give det et internationalt præg, og set i det lys er medlemskabet af FECC af stor betydning. Således er der også elementer af det Aalborgensiske karneval, der er blevet til med inspiration fra vore internationale kollegaer. For eksempel er kongetraditionen, som har været en del af karnevalet siden 1990, stærkt inspireret af de store sydeuropæiske karnevaler, der har haft lignende traditioner i mange år.
Medlemskabet af FECC er særdeles værdifuldt for etableringen af internationale kontakter – ikke kun i forhold til erfaringsudveksling men også i forhold til vore muligheder for at gæste udenlandske karnevaler og ikke mindst muligheden for at kunne præsentere publikum for internationalt islæt under Karneval i Aalborg. Siden begyndelsen af 90’erne har vi hvert år kunnet præsentere adskillige internationale karnevalsgrupper, som først har konkurreret i
Battle of Carnival Bands om fredagen og siden deltaget i den store
Stjerneparade om lørdagen.

Besøg FECC på nettet!